Stillits major

Jeg havde i mange år tænkt på, at jeg på et tidspunkt gerne ville prøve at holde lidt andre fugle end de amerikanske siskner. Det skulle være skovfugle, Stillits og Dompap. Denne artikel kommer til at handle om Stillits major, og i naturfarver. Stillits findes efterhånden i et utal af mutationer, mange er flotte fugle, men jeg synes nu stadig at naturformen er den jeg bedst kan lide. Jeg havde derfor bestilt nogle par hos en god tysk fugleven. Vi hentede dem med hjem i forbindelse med ICC i efteråret 2022.

Vore nye hus og voliereanlægget var blevet færdigt, så der var klar til at få de første Stillits i voliererne, 3 ubeslægtede par var der. Men i december blev jeg syg og blev indlagt sidst i januar i 3 uger. Connie passede bedriften, og også i nogen tid efter jeg kom hjem. Vi mistede desværre 2 af hunnerne den første vinter. Ved det andet par sang begge fugle ret så meget, så det var nok 2 hanner. Dermed var det sandsynligvis 4 hanner vi havde.

Og hvad gør man så lige, kikker på fuglemarkederne. I Tyskland var der en opdrætter der havde 4 hunner til salg. Men der var næsten 600 Km derned. En dag havde vi besøg af en fugleven, og vi talte om problemet med de 4 Stillits hanner, og der sad nogle i Tyskland. Det var vel en månedstid efter at jeg var hjemme fra hospitalet og var noget begrænset i min ”kommen omkring”. Da fuglevennen var kørt siger Connie: ”Hvorfor kører vi ikke bare derned og henter dem? – du plejer da altid bare at gøre det du vil”. Jeg kendte ikke opdrætteren, men fra en fugleven fra ICC, som bor ret tæt på den pågældende, fik jeg oplyst at det var en seriøs opdrætter. Aftalt blev det at vi skulle hente dem, og turen gik fint, vi kom hjem med fuglene. 2 af hunnerne ind til de 2 hanner, og de 2 syngende hanner fik hver sin nye hun. I alle 4 volierer blev der bygget og lagt æg. Men i den ene af voliererne, med de meget syngende hanner, var der mange æg i reden og de var alle ubefrugtede, Så det var altså en hun der havde sunget meget. Der var en der gerne ville overtage de 2 hunner, og vi havde dermed 3 par Stillits major tilbage. Og alle var i gang med rede, æg og unger. Det blev sammenlagt til 16 unger i år 2023, en flot debut som vi var meget glade for.

Det blev fine unger, men da de fældede blev der 3 meget hvide fugle imellem. Heldigvis var der en køber der gerne ville prøve at avle videre med disse. I 2024 havde vi 2 par også med et godt opdræt. I 2025 havde vi et enkelt par der fik 7 unger og her i 2026 det samme par med 6 unger.

Foder:

Jeg fodrer med en Stillits blanding fra Blattner, som de har til rådighed hele året. Blødfoder i vinterperioden kun ganske lidt 1-2 gange om ugen. Når vi når foråret efterhånden lidt mere og oftere blødfoder. Når redebygning er godt i gang ingen blødfoder for at undgå at hannen bliver for ivrig med det til følge at både æg og unger bliver smidt ud. Dagen før der forventes unger igen blødfoder, som efter et par dage suppleres med optøede grønne ærter og pinkis. Når ungerne er selvstændige og kan tages fra får de stadig den almindelige blødfoder blanding til fældningen er overstået, men uden ærter og pinkis.

Blødfoderet består af spiret frø, det er en blanding, også fra Blattner, dog beregnet til Dompap. Den ligner ret så meget den der beregnet til Stillits, så for ikke at skulle have for mange slags bruger jeg den og det tager de gerne. Min spireblanding bliver suppleret med Versela-Laga æggefoder til tropefugle. Denne blanding indeholder ikke så stort et indhold af proteiner, nemlig 16% Når jeg bruger denne er det på grund af, at jeg har erfaret, at hvis proteinholdet er for stærkt så tager fuglene det ikke så gerne, idet proteiner har en kraftig smag. Jeg tilsætter desuden 2 slags tørrede planter også fra Blattner. Den ene er Mediterran urteblanding, der består af oregano, timian, salvie, merian, kørvel m.m. Den anden er ”14-Kräutermischung” også en urteblanding der består af 14 forskellige planter som mælkebøtte, brændenælde, pileurt, vejbred, grå bynke, hyrdetaske m.m. Begge stimulerer fordøjelsen og stofskiftet. Desuden Vitakalk, indeholder ud over kalk også D3 vitamin. Dette vitamin er nødvendigt for at der kan ske optagelse af kalk. Og en smule Ølgær kommer der også i blandingen. Min tyske dyrlæge sagde på et tidspunkt at fugle ofte havde B-vitamin mangel, så derfor lidt af det tørrede ølgærspulver. Hver dag en smule friskt grønt, Romani- eller hjertesalat. Fugle tager også gerne diverse fra naturen, f.eks. grå bynke som findes overalt, og hvad man ellers kan finde er de altid glade for.

Opdræt – yngel:

Stillits bliver her tilbudt en åben eller halvlukket rede anbragt i den øverste del af volieren og næsten helt ud mod den frie front. Af rede materiale bruger de gerne en færdigkøbt blanding bestående af ”Cocco – Sisal – Juta – Cotone”. Som anført ovenfor så gives der blødfoder et døgns tid før at der kan forventes unger. Jeg har desværre ikke mere mulighed for selv at komme ind i mine volierer, men på antal af æggeskaller der ligger på volierebunden, kan jeg danne mig et nogenlunde antal af hvor mange unger der er klækket.

Den første fældning er for Stillits en svær tid og de er her noget ømfindtlige for Coccidiose. Mine volierer er hele året helt overdækket så der altid er en tør bund der er med til at reducere risikoen for Coccidiose angreb. Men alligevel er risikoen der og ”et øje på hver finger” er i denne tid er en god investering.

Det er jo altid spændende hvordan kønsfordelingen af årets unger er. Den mest omtalte er vel at den røde hovedmaske går længere tilbage på han- end på hunfuglene. Der er andre forskellige tegn man kan gå efter. Nedenfor er her indsat billeder med de forskellige tegn. En god regel skulle være at mindst 3 af tegnene skal pege i samme retning. – Jeg sender nu altid ind til DNA analyse for at være sikker på kønnet. Stillits er en ynglevillig beboer i voliererne, og der er en dejlig sang en stor del af året. Og der er hele tiden noget de er i gang med, så dejlige livlige fugle at have med at gøre.

Billeder med kønsforskelle er bragt fra denne bog om Stillits.

Den er et helt uundværligt opslags værk hvis man vil have Stillits i sit fuglehold.

Ikke kun om kønssortering, men også alt om at have disse prægtige fugle, det være sig foder, yngel og sygdomme.

Indeholder desuden et hav af flotte billeder og beskrivelser om de mange af mutationerne.