Vietnam grønfinke

1,0 Vietnam grønfinke

0,1 Vietnam grønfinke

1,1 Vietnam grønfinke – 1,0 TH

Vietnam grønfinker, Chloris monguilloti, i Tyskland også kaldet Annam Grønfinke.

I 2024 var vi som sædvanligt kørt til Schweiz på nogle dages ferie. Og som også så ofte før gik hjemvejen over Kempten i det sydlige Tyskland for at besøge ICC-udstillingen. Denne udstilling er nu ikke længere er en vandreudstilling, og som nogle måske husker fra 2009, hvor den blev afholdt i Silkeborg,. Den afholdes nu hvert år ved Blattner Heimtierfutter i deres lokaler. På denne udstilling, er der utallige fristelser at se på. I 2024 var det Vietnam grønfinken der havde vakt vores interesse. Men det var ikke lige en art der sad på et hvert gadehjørne, så det var ikke muligt at finde den i forbindelse med udstillingen.

Da vi var hjemme igen tog vi kontakt til en god ICC-fugleven der bor i Harzen. Han gav os adressen på en opdrætter der bor i det vestlige Tyskland, næsten ved den hollandske grænse. Denne opdrætter havde haft opdræt, og vi kunne erhverve os 2 par af disse flotte Grønfinker. De blev hentet i det sene efterår og sat i hver sin voliere. Voliererne er beskyttede i vinterhalvåret med termoplader på den frie frontside. Det betyder at voliererne er helt beskyttede imod det våde klima og også imod frosten. Der er kun ganske få dage om vinteren hvor der er frostgrader i voliererne. Kun i nogle enkelte af drikkeglassene er der frost ved morgenfodringen. Det selv om der i den sidste vinter var nætter med ÷18° frostgrader.

Foder:
Vietnam grønfinkerne fodrer jeg med en Stillits blanding fra Blattner, som de har til rådighed hele året. Denne blanding tager de gerne, og med deres kraftige næb giver det ikke problemer. Blødfoder i vinterperioden kun ganske lidt 1-2 gange om ugen. Når vi når foråret efterhånden lidt mere og oftere blødfoder. Når redebygning er godt i gang ingen blødfoder for at undgå at hannen bliver for ivrig med det til følge at både æg og unger bliver smidt ud. Dagen før der forventes unger igen blødfoder, som efter et par dage suppleres med optøede grønne ærter og pinkis. Når ungerne er selvstændige og kan tages fra får de stadig den almindelige blødfoder blanding til fældningen er overstået, men uden ærter og pinkis.

Blødfoderet består af spiret frø, det er en blanding, også fra Blattner, dog beregnet til Dompap. Den ligner ret så meget den der beregnet til Stillits, så for ikke at skulle have for mange slags bruger jeg den og det tager de gerne. Min spireblanding bliver suppleret med Versela-Laga æggefoder til tropefugle. Denne blanding indeholder ikke så stort et indhold af proteiner, nemlig 16% Når jeg bruger denne er det på grund af, at jeg har erfaret, at hvis proteinholdet er for stærkt så tager fuglene det ikke så gerne, idet proteiner har en kraftig smag. Jeg tilsætter desuden 2 slags tørrede planter også fra Blattner. Den ene er Mediterran urteblanding, der består af oregano, timian, salvie, merian, kørvel m.m. Den anden er ”14-Kräutermischung” også en urteblanding der består af 14 forskellige planter som mælkebøtte, brændenælde, pileurt, vejbred, grå bynke, hyrdetaske m.m. Begge stimulerer fordøjelsen og stofskiftet. Desuden Vitakalk, indeholder ud over kalk også D3 vitamin. Dette vitamin er nødvendigt for at der kan ske optagelse af kalk. Og en smule Ølgær kommer der også i blandingen. Min tyske dyrlæge sagde på et tidspunkt at fugle ofte havde B-vitamin mangel, så derfor lidt af det tørrede ølgærspulver. Hver dag en smule friskt grønt, Romani- eller hjertesalat. Fugle tager også gerne diverse fra naturen, f.eks. grå bynke som findes overalt, og hvad man ellers kan finde er de altid glade for.

Opdræt – yngel:
Vi havde fået at vide at Grønfinkerne gik meget tidlig i gang med rede byggeri, så i første halvdel af marts blev der indsat rede mulighed i form af en kaiserrede ret højt anbragt i volieren, og næsten helt ud mod den frie front. Og de gik omgående i gang med at inspicere reden, og snart fløj de med rede materiale, specielt dog hunnen. Af rede materiale bruger de gerne en færdigkøbt blanding bestående af ”Cocco – Sisal – Juta – Cotone”. Som anført ovenfor så gives der blødfoder et døgns tid før at der kan forventes unger. Jeg har desværre ikke mere mulighed for selv at komme ind i mine volierer, men på antal af æggeskaller der ligger på volierebunden, kan jeg danne mig et nogenlunde antal af hvor mange unger der er klækket.

I det første år, 2025 med Vietnam grønfinker, blev det til 9 unger i alt ved de 2 par. Det er jo altid spændende hvordan kønsfordelingen af årets unger er. Så jeg indsendte fjer til DNA-analyse for at være helt sikker på kønnene. Det skulle så imidlertid vise sig at være helt unødvendigt. Hannerne er mere rent gule og specielt rygfarven er her helt rent sort. Hunnerne derimod er tydelige mere gråsorte, og det gule er også mere afbleget.

Vietnam grønfinkerne en ynglevillig beboer i voliererne, og der er en dejlig sang en stor del af året. Og der er hele tiden noget de er i gang med, så dejlige livlige fugle at have med at gøre. I året 2026 blev det til 6 unger i alt ved de 2 par. Ved det ene par var der nyudfløjne unger i netop i de dage hvor der var over 30° varme grader, det var åbenbart mere end godt var for de små unger.

1,0 Vietnam grønfinke

0,1 Vietnam grønfinke

0,1 Vietnam grønfinke bemærk den gråsorte ryg