KAPUZINER SISKEN  -  Carduelis Cucullatus

Af Jörg Nitschky-Germann, Büttelborn, Tyskland, 1995.

Ingen anden siskenart er så bekendt i opdrætterkredse og så elsket som den lille ildrøde Kapuziner sisken. Sandsynligvis bliver det derfor evigt og altid påstået, at fugleliebhaverne er skyld i, at denne fugl i Sydamerika er på randen af udryddelse. Sikkert er det, på trods af ”strenge beskyttelsesregler” i Venezuela, siden den 2. verdenskrig altid og igen blev smuglet store mængder af Kapuziner siskner til Europa, hovedsageligt via de hollandske besiddelser i Curacao (Coats & Phelps 1985). Allerede siden 1952 var Kapuziner sisknen stærkt truet, selvom den 10 år tidligere fandtes ret hyppigt (Phelps 1952). På trods heraf blev der fanget yderligere fugle til fangenskab. Ifølge informationer fra USA skulle der endnu i 1993 og 1994 være kommet vildfangede Kapuziner siskner i små antal til Spanien (Gormann, mundligt).

I begyndelsen indskrænkede indfangningen sig til månederne juli til september.
Først da adgangen til disse områder blev åbnet, og ved hjælp af moderne køretøjer var det muligt at indfange hele året (Coats & Phelos). Selvom det i Venezuela var forbudt at holde disse fugle, blev der berettet, at dette forbud ikke blev respekteret. Således blev det, af en feltornitolog i 1984 opdaget, at Kapuziner siskner sad i bure på vægen i et autoværksted (Collar 1992).

Det oprindelige sammenhængende udbredelsesområde for Kapuziner siskner strakte sig fra Columbia over Venezuela og de derudfor liggende øer. Nu lever der kun få fugle i isolerede områder i Venezuela. Det præcise antal af de levende eksemplarer der er ikke bekendt. Coats & Phelps (1985) anslår i 1982 antallet til at være ca. 600-800 fugle. Denne vurdering baserede sig på et 13 måneder langt feltstudie i det oprindelige udbredelsesområde. I 1993 berettede prof. Antonio Rivero fra et andet feltstudie, i staten Lara, og som varede 9 måneder, kun om fundet af 7 fugle.

Leveområde og levemåde:

Kapuziner sisknen er halv nomadelevende og opholder sig fra højland til bjergland i en højde af 280 m til 1300 m. Dens udbredelsesområder omfatter 3 vegetationszoner.
Tørt busk- og græsland, løvfældende skove såvel som fugtige skove der altid er grønne.
Yngleområdet ligger i højden mellem 750 m og 1300 m, altså fugtige altid grønne skove. Disse oplysninger baserer sig på iagttagelser i områder i ”Cordillera de la Costa” (Coats & Phelps 1985, Coats & Rivero 1984).
Det udvalgte opholdsområde for Kapuziner sisken bestemmes af fødemuligheder samt muligheden for at få vand, men også muligheder for syngesteder (mindst 4 m over jorden), sove- og hviletræer (mindst 8-9 m høje (Coats & Rivero 1984).
Også på Puerto Rico eksisterer der en mindre frit levende bestand. De lever her i tørt højland.
I iagttagelsestidsrummet 1981-1982 i Cordillera de la Costa, blev det fastslået, at Kapuziner sisknen udenfor yngletiden fløj mange kilometer frem og tilbage mellem de forskellige vegetationszoner. For at finde føde trak fuglene ned i lavlandet for så igen om aftenen at indfinde sig i deres fælles sove træer. Rivero (1983) fastslog, at der findes områder hvor Kapuziner sisknerne kun opholder sig for at finde føde. For at komme til disse områder kunne de tilbagelægge mere end 50 Km. Mere end 20 forskellige foderplanter for Kapuziner siskner blev beskrevet af Rivero (1983).

Fodring og ernæring med hjemlige foderplanter:

I de første år hvor man holdt Kapuziner siskner indtrådte store tab på grund af forkert foder. Ofte blev de kun fodret med melholdigt frø. Så blev fodringsmetoderne omstillet radikalt. Negerfrø blev på engang vidunderfoderet. Nye foderblandinger, der næsten udelukkende indeholdt negerfrø, frøet fra kurveblomsten ramtil (Asteraceae), førte ligeledes til sundheds skader.
Lidt efter lidt havde opdrættere, som f.eks. Matthias Blattner i Oberstdorf, udviklet blandinger, og som med årene blev videre udviklet, så de passede til Kapuziner sisknerne. Mel- og olieholdige frø udgjorde en afvejet diæt, og som tjener som grundblanding til vore fugle. Som tilskud til dette grundfoder tjener vore hjemlige vilde planter, og som f.eks. også er foderplanter til stillits. Fodring med grønt skal ikke kun begrænse sig til fuglegræs eller  måske kun salatblade. Rüdiger Beck der i efteråret 1994, under GTO-dagen i Walsrode, holdt sit foredrag: ”Fodring af Kapuziner siskner med hjemlige vilde planter” dette foredrag blev i forkortet udgave skriftligt offentliggjort. Derfor vil jeg her begrænse mig til de almene angivelser.
Tilskud til grønt og tørt foder kan under opdræt også være spiret frø og æggefoder. Afprøvede frøblandinger til spiring bliver ligeledes tilbudt fra specialiserede forretninger. Men her skal du ubetinget bede om en prøve, så du kan teste spiringsevnen.
Når du sætter det spirede frø i vand, så skal du være opmærksom på at det ikke skal drukne i vand i 24 timer. Det er fuldt tilstrækkeligt at lade det stå i vand i 4-5 timer. Efter hvilken metode det spires er egentlig sekundært. Men det er vigtigt, at det holdes friskt, og at det ikke mugner.

Generelt:

Da Kapuziner sisknen er en meget fordragelig fugl, kan den udenfor yngletiden, uden problemer holdes sammen med andre fugle. Her egner sig stuevolierer, og i sommerhalvåret  i udendørs volierer, og som er udstyret med gran- og fyrgrene. Selv i udendørs volierer med beskyttelsesrum opholder Kapuziner sisknerne sig hellere ude, også selvom det regner og blæser. Selv den første nattefrost synes ikke at påvirke deres velbefindende. Men forudsætningen er, at de om morgenen hurtigt kan lade sig gennemvarme af solen. Kapuziner sisken må ikke under længere tid udsættes for en temperatur på under 15 grader. Fugtige og indelukkede kælderrum er ikke egnede til deres ophold.
Derimod er godt oplyste rum velegnede, alt afhængig af størrelsen, med et eller flere lysstofrør og med en god udluftning, men hvor der ubetinget ikke må være træk.
Uden for yngletiden flyver alle mine forskellige siskenarter i en fælles sværm. Ved opdræt bliver parrene anbragt hver for sig i kassebure, således at de ikke kan forstyrre hinanden indbyrdes og yngleperioden kan sikres gnidningsfrit.

Opdræt:

Da Kapuziner sisknen lever i nærheden af ækvator, hænger igangsætningen af yngletiden  sammen med andre faktorer end f.eks. den forskellige dagslængde her hos os. Udløseren til at starte yngletiden er den begyndende regntid og de dermed halvmodne og næsten modne frø til brug for foder til ungerne.
Vi har dog i vore volierer og fuglestuer muligheden for at ændre på lys og temperatur, såvel som en ændring af foder, spiret frø og grønt, til at sætte yngletiden i gang.
Når parrene har fundet sammen i fællesvolieren, sættes de i kassebure af en længde på  minimum 60 cm. Bedre er det med større bure, som er opdelelige, for at kunne tage hannen ud, hvis den forstyrrer hunnen under opdrættet eller til at tage ungerne fra i.
Kasseburene må ikke være for mørke da Kapuziner siskner elsker lys. Det er derfor også bedre at anbringe ”Kejser”-rederne udenfor på burene. De bliver lige så godt taget i brug som de normale kanariereder.
For at den rugende hun kan føle sig mere sikker kan man skærme reden af med kunstigt ”grønt”. Hvis Kapuziner sisknen er i ynglestemning varer det ikke længe før reden er færdig. Hunnen bygger alene af det forhånden værende redemateriale, scharpi, uldtotter, sisal-,  kokostrævler, dyrehår og planteuld.
Redebyggeriet bliver ofte afbrudt af heftigt kurmageri. Fyrigt syngende og med hængende vinger og spredt hale forfølger hannen hunnen og herefter følger parringen.
Efter færdiggørelsen af reden følger æflægningen. Kuldstørrelsen kan svinge mellem 3 og 6 æg. For det meste lægges 4 æg. Rugetiden varer 13 dage. I de første dage efter klækningen bliver ungerne udelukkende fodret af hunnen, først senere deltager hannen også i fodringen. Hvis hannen under opdrættet bliver skilt fra hunnen fodrer hun normalt uden problemer selv ungerne op. I en alder af ca. 7 dage sættes ring på ungerne. Dette er også tidspunktet hvor ekskrementerne afsættes på redekanten og får lov at blive liggende. Reden bliver nu ikke mere holdt så pinlig ren, hvorfor ringene ikke bliver betragtede som fremmedlegemer og sammen med ungerne bliver smidt ud af reden.
Når ungerne er ca. 17 dage gamle forlader de reden og bliver i endnu to uger fodret af forældrene. Derefter er de selvstændige og kan tages fra. Hvis hannen er blevet hos hunnen under opdrættet har hun i mellemtiden allerede startet på et nyt kuld, og overladt fodringen af ungerne til hannen.

Red Siskin Recovery Projekt (RSP) American Federation of Aviculture.

I 1990 overtog Kevin Gormann fra Rochester, USA, direktørembedet for Kapuziner sisken projektet. Han ændrede bestående koncept ideer for Red Siskin Recovery Projekt og videre førte projektets officielle informationsaviser med navnet SiskiNews. Samtidig skænkede han alle sine 47 Kapuziner siskner til en grundstamme for projektet. Gennem kontakt til bl.a. Sadie Coats opnåede han uerstattelig information f.eks. lyd optagelser af sang fra den vildt levende Kapuziner sisken. Sadie Coats, der er død for nogle år siden, var forsker og beskæftige sig udelukkende med de vildt levende Kapuziner siskner. RSP bestod af flere udvalg bl.a. en videnskabelig sagkyndig, opdrætskoordinatorer, så som Corporate Advisory Board, som holdt kontakt til fodermiddelindustrien (bl.a Kellogg), som støttede projektet. Prof. Rainer Erhart, som stammer fra Tyskland, koordinerede RSP aktiviteterne som blev samlet på Puerto Rico. David Waugh er kontaktperson i Venezuela.

Mål for projektet er:

  1. Sikring af opdræt ved hjælp af moderne computermanagements, for på langt sigt at opretholde den genetiske variabilitet i opdrætsstammerne.
  2. DNA undersøgelser af de stammer som findes i menneskers varetægt, for at lokalisere krydsninger.
  3. Feltstudier, for at fremskaffe oplysninger om de resterende antal af Kapuziner siskner.
  4. Beskyttelsesregler i Venezuela og Puerto Rico, d.v.s afklaring med de derboende befolkninger, i særdeleshed de såkaldte ”Canarios”, fuglefangerne. Inddragelse af fangerne i RSP, som iagttagere i felten, såvel som førere for de såkaldte Øko-turister.
  5. Ved gennemgribende beskyttelsesregler, skal de Kapuziner siskner som findes i menneskers varetægt, udsættes i naturen som støtte til den frit levende population.

International Cardueliden Club (ICC e.V.) havde i 1993 besluttet at man var parat til at støtte projektet. I tiden der fulgte efter beslutningen foregik der i ICC en diskussion omkring muligheden for at gennemføre et sådant projekt, såvel som de problemer der kunne komme på grund af bastardopdræt og symptomer på tilstedeværelse af domestisering. Ubestridt er det, at der i fortiden, og delvist også i dag, bliver opdrættet bastarder mellem Kapuziner sisken og andre siskenarter, Magellan- og grønsisken. Disse bastarder blev anvendt i det videre opdræt med Kapuziner sisken. Lidt efter lidt forsvandt disse bastardkendetegn og de fugle der kom ud af det videre opdræt så ud som ”normale” Kapuziner siskner. Sådanne fugle er det nu næsten umuligt at adskille fra rene fugle med det bare øje. De eneste muligheder for se forskel er det genetiske fingeraftryk (DNA test).

Efter disse indvendinger fra ICC havde projektledelsen i USA besluttet at gennemføre sådanne DNA tests. Dermed er der sikret en sikker identifikations mulighed.
Fra mange opdrættere blev det ganske vist bestridt, at der eksisterede sådanne bastarder, imens andre fugle liebhavere ikke troede, at der, i det mindste i Europa, fandtes rene fugle mere. Sandheden ligger sandsynligvis, som altid, et sted i midten, og skal findes ved hjælp af det genetiske fingeraftryk. Hvordan vi i Europa skal sikre finansieringen heraf blev på det tidspunkt drøftet i ICC. En frygt i sammenhæng med denne diskussion er, at efterspørgslen efter vildfangede og rene Kapuziner siskner ville stige. Hvis det imidlertid lykkedes at identificere rene Kapuziner siskner i vore egne rækker, og at etablere en kontrolmulighed af ungernes renhed, skulle der egentlig ingen fare være mere for de vildt levende Kapuziner siskner på grund af indfangning.       

Naturligvis skal der ved en genudsætning kun anvendes 100% rene fugle, for ikke at skade den frit levende population. Indtil en genudsætning kan finde sted er der endnu en lang vej, idet bestemte forudsætninger først skal fremskaffes:

  1. De absolutte sikkerheder for nye indfangninger må garanteres.
  2. De genudsatte fugle skal i lang tid forberedes på det at leve som vilde fugle. Dette kan allerede påbegyndes i volieren, idet vi forsøger at afbøde den domestisering som fuglene har fået indtil nu, ved ikke at behandle Kapuziner siskner som ”bedre kanariefugle” men som rigtige vilde fugle.  

Men kritikken går også på udsagnet, at fugleliebhaveriet er ansvarlig for bestandens tilbagegang. Snarere er årsagerne de negative miljøindflydelser og ændringerne fra skov til agerland. Kapuziner sisknen er egentlig kulturfølger, d.v.s. at de nærmere har en fordel af en sådan ændring til agerland, så de kan finde tilstrækkeligt foder. Problemet ligger entydigt deri, at der i fremtiden også bliver fanget, selvom det ikke er de store mængder til eksport, men nærmere for at kunne dække ”egenbehovet” i Venezuela. Hver fugl der fanges er nu med til at bringe den samlede bestand på kanten af eksistensgrundlaget. Vi i Europa, om det så er i  Spanien, i Holland eller i Tyskland, skal egentlig værre tilfredse med de bestande som vi råder over, for også efter en frasortering af ikke rene fugle skulle vores genarvemasse være stor nok til på sigt at sikre eksistensen af rene Kapuziner siskner hos os. 

Dansk oversættelse: Poul Erik R. Nielsen

TILBAGE

Home - Til startside